Du ved præcis, hvilken adfærd du ønsker at træne, men alligevel går noget galt undervejs? Her får du indsigt i de områder, du bør overveje og reflektere over, så du kan finde frem til årsagerne og justere på kursen.
Når vi vil lære hunden en bestemt adfærd – altså specifikke bevægelser eller handlinger – som vi ønsker at hunden skal kunne udføre på signal, forbinder hunden disse handlinger med de konsekvenser, der følger: enten forstærkning (belønning) eller straf/udeblivelse af forstærkning.
Når en adfærd bliver belønnet, eller når et ubehag* forsvinder når ønsket adfærd vises, øges sandsynligheden for, at hunden gentager den ønskede adfærd. Omvendt: Hvis en adfærd straffes*, eller hvis belønningen udebliver, vil sandsynligheden for at adfærden gentages typisk blive mindre.
*Bemærk: I HUNDEBANDITTEN arbejder vi aldrig med straf! Ovenstående bruges udelukkende som en forklaring på de grundlæggende indlæringsprincipper.
En hyppig årsag til, at træningen ikke virker efter hensigten, kan være, at hunden endnu ikke har forstået forbindelsen mellem signalet og den ønskede handling.
Kort sagt: vi har endnu ikke lært hunden det rigtigt.
Det kan være, at de gange, hvor adfærden lykkedes, var tilfældige – og at hunden faktisk forstod noget andet, end du troede. Bare fordi hunden nogle gange udfører adfærden korrekt, betyder det ikke nødvendigvis, at den har lært adfærden og kan udføre adfærden automatisk.
Et eksempel på, hvor det kan gå galt, er ved brug af lokkemetoden. Det er en glimrende metode til at introducere ny adfærd – så længe du husker at udfase lokkemidlet igen. Hvis ikke, risikerer du, at hunden kun reagerer, når den bliver lokket, og ikke på det signal, du ønsker at bruge i sidste ende.
En almindelig årsag til, at træningen ikke fungerer i praksis, er manglende generalisering. Hunde lærer nemlig i kontekst – de forbinder ikke kun signalet med selve handlingen, men også med alt det, der foregår omkring dem: omgivelser, lyde, dufte, personer, stemninger og deres egen følelsesmæssige og fysiske tilstand.
Derfor er det ikke nok at træne signalet ét sted, fx i haven eller til holdtræning. Hvis du ikke får overført træningen til jeres hverdag, vil signalet ofte "miste sin betydning", når du forsøger at bruge det i en anden situation – fx på en travl gåtur eller i mødet med andre hunde.
For hunden virker det som en helt ny opgave, fordi konteksten er ændret.
At generalisere betyder, at du gradvist øver signalet i forskellige sammenhænge og under forskellige forhold. Ikke alt på én gang – men i små, tilpassede trin i forskellige omgivelser under forskellig følelsesmæssig påvirkning (rolig, spændt, let distraheret osv.).
👉🏻 Hvis kontrasten mellem træningssituationen og virkeligheden bliver for stor, risikerer du, at hunden ikke kan overføre det lærte. Derfor: Træn lidt og ofte – og gør det i hverdagens omgivelser.
En typisk fejl er at køre for mange gentagelser i én og samme træningssession, i stedet for at sprede træningen ud over flere dage med færre gentagelser ad gangen og det vigtigste: at dryppe træningen/ små øvelser ind i dagligdagen.
Når du gentager den samme øvelse mange gange i træk, risikerer du at miste hundens fokus og motivation.
Hjernens indlæring fungerer bedst med variation og små overraskelser – i trygge og forudsigelige rammer. Ikke med 26 ensformige gentagelser i streg.
Kort sagt: Kvalitet FØR kvantitet - Træn hellere lidt ad gangen men ofte.
Dertil skal vi lige kigge lidt på det LIMBISKE SYSTEM.
Det limbiske system (hjernens følelsescenter) er den del af hjernen, der hjælper med følelser, hukommelse og motivation.
Det ligger dybt inde i hjernen og består af flere vigtige dele:
Amygdala - styrer følelser som frygt og vrede. Den hjælper os med at reagere på fare.
Hippocampus - vigtig for hukommelse – især når vi danner nye minder.
Hypothalamus - regulerer ting som sult, tørst, søvn og kroppens temperatur – og spiller også en rolle i følelsesmæssige reaktioner.
Forestil dig det som et følelsesstyret kontrolrum, hvor Amygdala er som sikkerhedspersonalet – den scanner alt og reagerer hurtigt, hvis der er fare (f.eks. noget skræmmende). Hippocampus er som arkivet – den gemmer minder om tidligere rejser og hjælper med at huske, hvor du har været. Hypothalamus er som den tekniske kontrol – den styrer temperaturen, sørger for, at du får mad og vand, og holder kroppen i balance.
= Overlevelsesnødvendige funktioner reguleres her.
Hvis vi forventer, at hunden skal reagere på et signal – som f.eks. "sit", "kom" eller "stop" – mens den er stærkt følelsesmæssigt påvirket, beder vi i virkeligheden om noget, den ikke er i stand til at gøre.
Når hundens limbiske system er aktiveret – det vil sige, når den fx er meget stresset, frustreret, bange, usikker eller føler frygt – er dens hjerne primært fokuseret på overlevelse og at genskabe tryghed.
I den tilstand kan hunden ikke tage imod signaler eller læring, uanset hvor godt vi tror, den ellers kan adfærden.
Det handler ikke om, at hunden ikke vil – det handler om, at den ikke kan. Følelserne fungerer som en slags mur, der blokerer for signalet. Først når hunden igen føler sig tryg, vil den være i stand til at lytte, lære og samarbejde.
Selvom vi som mennesker oplever situationen som fuldstændig ufarlig, kan hunden stadig føle sig truet. Og hvis hunden føler sig utryg – uanset om vi synes, det er overdrevet – så er det følelsen, der styrer adfærden.
Når hundens limbiske system først er aktiveret, og den føler sig i fare, handler hele dens system om at genskabe indre ro og tryghed. Før den følelse er genetableret, kan hunden ikke samarbejde eller reagere på signaler – ikke fordi den nægter, men fordi dens hjerne er optaget af at overleve.
Det er ikke op til dig at vurdere, om situationen burde være farlig – hundens nervesystem har allerede truffet beslutningen: "Det her er utrygt." Og det er dér, I må tage udgangspunkt. Først når trygheden er genoprettet, bliver det igen muligt at træne, lære og samarbejde.
Det samme gælder i høj grad for unghunde. I denne fase af hundens udvikling sker der store forandringer i hjernen, og det kan mærkes i træningen.
Den del af hjernen, der bearbejder signaler og understøtter læring og samarbejde, er midlertidigt mindre aktiv – mens den følelsesstyrede del, det limbiske system, er meget mere aktiv.
Det betyder, at mange unghunde i perioder ikke er i stand til at modtage signaler, selvom de tidligere har kunnet. Det handler ikke om, at de er "umulige" eller "er trodsig", men at deres hjerne midlertidigt ikke har adgang til den læring, de ellers har opnået.
HUNDETRÆNING PÅ HOLD I DENNE PERIODE
Derfor oplever mange ejere, at unghundetræning på hold – særligt med mange forstyrrelser – kan være frustrerende og ikke særlig givende i denne periode. Det er ofte en dårlig idé at forvente stor læring eller vælge holdtræning netop dér, hvor hundens udvikling gør det sværest at tage imod.
Kort sagt: Din unghund har ikke adgang til den viden lige nu. Og det har den aldrig, når det limbiske system er på overarbejde.
Hvis din hunds spændingsniveau – altså dens ophidselse, alarmberedskab og aktivitetsniveau – bliver for højt i længere tid end den kan klare, mister den evnen til at tænke klart.
I stedet begynder den at reagere følelsesstyret og på refleks. I den tilstand har hunden ikke adgang til den viden eller træning, du forsøger at aktivere gennem et signal. Den kan ganske enkelt ikke – ikke fordi den ikke vil, men fordi dens system trænger til hvil og optankning.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på både spændingsniveau og impulskontrol, når du træner – og give hunden pauser, hvil og støtte, inden den når grænsen.